Skip to main content

Galleri Image præsenterer rejseudstillingen Soil Studies – New Danish Photography of Nature med fem danske kunstnere.

De udvalgte kunstnere er Lotte Fløe Christensen, Ditte Knus Tønnesen, Inuuteq Storch, Veronika Geiger og Kirstine Autzen.

Soil Studies – New Danish Photography of Nature er en rejseudstilling med de fem danske kunstnere Ditte Knus Tønnesen, Lotte Fløe Christensen, Veronika Geiger, Inuuteq Storch og Kirstine Autzen. Udstillingen har været vist i Polen som en del af festivalen FFWRS og vil rejse videre til Kina i 2023.

Det nordiske landskab og den nordiske natur spiller en særlig rolle i kunsthistorien med sin egen kulturelle identitet. Vi kender det som de stærke kontraster mellem gyldent, lavt sollys og en stille dunkelhed.  Stemninger der konstant afløser hinanden med årstidernes skift i Skandinavien. Naturen og særligt landskabet er et kernemotiv i den danske kunsthistorie nationalt og internationalt.

I udstillingen Soil Studies – New Danish Photography of Nature rejser fem kunstnere og en kurator ud for at møde et nyt publikum. I kraft af værkernes fokus på det jord(!)nære, det lokale, identiteten forankret i stedet, så fungerer udstillingen som et møde mellem steder. Den danske muld, det grønlandske hav og de skandinaviske livshistorier rejser med.

De fem inviterede kunstnere er udøvende på højt niveau, tilgår  temaet i hver deres praksis med klare perspektiver på udviklingen af vores relation til klimaet lige nu. Naturen med skønhed, vækst, død og nedbrydning er et alment brugt motiv i kunsten. I de senere år har samtidsfotografiet suppleret med en stærk interesse for det naturvidenskabelige. En interesse, der ofte bygger broer mellem kunstneriske og naturvidenskabelige metoder og kobler til en stærk interesse for selve det at lave fotografiske billeder. Dette gør sig også gældende for kunstnerne i denne udstilling. I takt med at billedet af naturens stabile orden forstyrres, er en kunstnerisk interesse for hvad jorden består af og hvordan vi interagerer meningsfuldt med den. Håb og længsel er følelser, der knytter sig tæt til vores forhold til jord og hav, som genforhandles i disse år.

I de senere år er vores opfattelse af landskab og natur blevet udvidet og udfordret som en konsekvens af klimakrisen og bevidstheden om menneskets grundlæggende påvirkning af vores dybe geologi. Opmærksomheden på klimaforandringer gør os pinligt bevidste om de voldsomme forandringer som foregår i naturen på både det mikroskopiske og det globale plan. Den cykliskes forandringsproces, vi almindeligvis forbinder med naturen: at vækst og nedbrydning er tæt forbundne, at nat bliver til dag, årstidernes skiften og den fornemmelse af håb, som vi historisk har knyttet an til i kunsten som billeder på menneskers vilkår, ja, disse processer er i grundlæggende forandring.

Måske er vi i en tid, hvor nedbrydning ikke fører til ny vækst? Der er ikke længere nogen garantier for, at det landskab, vi er vidne til i dag, vil være det samme i årene, der kommer. Disse forandringer gør det tvingende nødvendigt at vi finder nye måder at skabe billeder af landskab og natur, som kan være med til at præge vores kulturelle forståelse og udvikling i en positiv retning.

Leder af Galleri Image Beate Cegielska og Kirstine Autzen har kurateret udstillingen Soil Studies – New Danish Photography of Nature. 

Udstillingen blev vist i Goyki 3 Art Inkubator ved FFWRS (Festiwal Fotografii W Ramach Sopotu) fra d. 2. – 13. september 2022 i Sopot, Polen.

Udstillingen skulle originalt have været vist på Pingyao International Photography Festival 2020. Efterfølgende skulle kunstfotograferne og deres værker deltage som en turnerende udstilling i Kina i 2021 til byerne Beijing og Chengdu. Grundet COVID-19 pandemien, er planerne blevet rykket til 2023.

I Beijing vil udstillingen blive vist i Danish Cultural Center (DCC), der promoverer kulturelle udvekslinger mellem Danmark og Kina.

Udstillingen er støttet af Statens kunstfond, Kulturministeriet og Den danske Ambassade i Polen