Skip to main content

Galleri Image, Skandinaviens ældste udstillingssted for fotografi, søger interesserede kandidater til et potentielt ph.d.-stipendie i samarbejde med os.

I sensommeren vil Galleri Image søge Ny Carlsbergfondets pulje, der finansierer ph.d-stipendier inden for kunstvidenskabelige problemstillinger, som har betydning for udstillingsstedet. Projekter inden for alle relevante forskningsområder, der fx angår fotokunstens historie eller på anden vis relaterer til Galleri Images virke kan komme i betragtning.

Læs mere om de konkrete krav på Ny Carlsbergfondets hjemmeside.

Har du en ide til en ph.d., som du mener kunne være relevant, skal du være velkommen til at kontakte os på info@galleriimage.dk for at høre mere.

Vi skal vide om du har interesse senest mandag d. 28. juli 2025.

Interessetilkendegivelse
Har du allerede et potentielt ph.d.-projekt i tankerne, kan du indsende en interessetilkendegivelse, der indeholder en motiveret ansøgning, der redegør for din interesse og dine kvalifikationer, samt en beskrivelse af dine overvejelser over tilgange til projektet.

For at kunne komme i betragtning, skal du ved indsendelsen af interessetilkendegivelsen, have afsluttet en kandidatuddannelse.

Ansøger skal være indskrevet ved den ph.d.-skole, hvor hovedvejleder er ansat. Der skal vedlægges et tilsagn fra den universitetslektor eller professor, som ønskes som vejleder.

Interessetilkendegivelsen skal sendes som en samlet pdf-fil til info@galleriimage.dk med følgende information:

  • Motiveret ansøgning (max 2 sider)
  • CV (max 1 side)
  • Eksamensbeviser samt karakterudskrifter for bachelor og kandidatgrad
  • Tilsagn fra den ønskede hovedvejleder (universitetslektor eller professor)

Af hensyn til GDPR, skal evt. CPR-nummer (fx på eksamensbeviser) overstreges eller på anden vis fjernes.

Svar og opfølgning
Hvis en ansøger kommer i betragtning, vil du blive indkaldt til et møde på Galleri Image for at planlægge den yderligere proces.

Planen er at ansøgeren i et samarbejde med vejleder og Galleri Image, formulerer en ansøgning til Ny Carlsbergfondet inden deadline d. 8. september 2025.

 

Foto: Astrid Kruse Jensen, Hypernatural #53, 2004