Skip to main content

Den tresindstyvende udgave af Venedigbiennalen åbner d. 20. april 2024. Dette års program byder på udstillinger og performances af en bred skare af spændende billedkunstnere fra hele kloden, hvoraf adskillige tidligere har udstillet på Galleri Image.

Den grønlandske kunstner Inuuteq Storch, hvis første institutionelle soloudstilling i Danmark var i Galleri Image i 2021, vil i 2024 repræsentere den Danske Pavillon med udstillingen Rise of the Sunken Sun, der er kurateret af Louise Wolthers. Han er ikke blot den første kunstner fra den nordatlantiske del af rigsfællesskabet til at repræsentere pavillionen, men også den allerførste fotograf. Hans udstilling på Galleri Image, Good Hope Keepers and the Mirrored Portraits of the Ocean, blev taget godt imod af vores gæster, og var ledsaget af symposiet “Blikke på Grønland“, som vi præsenterede i et samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aarhus. Samme år kuraterede han også udstillingen med grønlandske fotobøger, Eye to Eye, som en del af vores festival Photobook Week Aarhus.

En anden kunstner, du kan opleve på dette års biennale, er Antonio Jose Guzman, som udstillede som en del af kunstnergruppen The State of L3 i 2011 i Galleri Image med udstillingen Piertopia. Han er nu en del a en kunstnerduo med Iva Jankovic, og sammen viser de et værk på Venedigbiennalens hovedudstilling Foreigners Everywhere, der er kurateret af Adriano Pedrosa.

Jane Jin Kaisen, som viste soloudstillingen Loving Belinda i Galleri Image i 2015, vil tage del i jubilæumsudstillingen Every Island is a Mountain, der er en fejring af den Koreanske Pavillon.

Vladimir Tomic, hvis udstilling Remembering The Nowhere blev vist i Galleri Image i 2016, tager også del i dette års biennale som en af de kunstnere der har taget del i projektet By the Means at Hand af Vlatka Horvat på den Kroatiske Pavillon.

Og sidst men ikke mindst vil Lilibeth Cuenca Rasmussen deltage i hologramudstillingen Vivaar Venezia. Hendes værker blev vist i Seoul i 2006 som en del af gruppeudstillingen New Adventures, som vi stod bag. Året efter organiserede Galleri Image hendes første udendørs liveperformance, som var en del af Lianzhou Foto Festival i Kina.

Det har været skønt at se alle disse kunstnere fortsætte med at udvikle sig efter at de har udstillet på Galleri Image, og at se dem, der har haft æren at være med på bienalen før, vende tilbage. Vi ønsker dem alle held og lykke med dette års Venedigeventyr!

Headerfoto: Inuuteq Storch, fra udstillingen Good Hope Keepers and the Mirrored Portraits of the Ocean, 2021.