Nyheder

Mette Sandbye: "Tillykke til Skandinaviens ældste fotogalleri"

Weekendavisen, august 2012

I anledning af Galleri Image 35 års fødselsdag

Det er i dag 35 år siden, en gruppe fotografer og foto- grafientusiaster fra Århus og omegn åbnede Galleri Image med undertitlen »Skandinavisk Center for Fotografi« i et lokale i Mejlgade 16 i Århus. Det var blandt andet fotograferne Saul Shapiro, Carsten Langkilde, Poul Erik Veigaard og Leif Hove Madsen. Image var et »artists’ space«, før den betegnelse rigtigt blev moderne. Men i modsætning til de fleste af den slags non-profit initia- tiver, der hele tiden blomstrer op for at lukke et par år efter, så har galleriet holdt ud som et enestående samlingssted for kunstnerisk fotografi i Danmark og som en vigtig del af det århusianske kunstmiljø. Siden 1977 har Galleri Image skiftet adresse et par gange, der er kommet nye kræfter til for at drive det, Århus Kommune og Kunstrådet er trådt til med en øko- nomisk håndsrækning, så galleriet består og har i de sidste ti år ligget i kælderen i Vestergade 29 i samme bygning, som huser Århus Kunstakademi og i øvrigt ligger et stenkast fra Århus Kunstbygning, ARoS og fra flere af byens bedste gallerier og caféer. At blive 35 år som ukommercielt fotograficenter er i sig selv noget af en bedrift, for ser man rundt om galleriet til museer, kunsthaller og kommercielle gallerier, er det først inden for de sidste ti år, fotografiet for alvor er blevet accepte- ret på lige fod med al anden kunst. Og så er der kommet flere specialiserede fotografiinstitutioner til, siden Image åbnede, ikke mindst Museet for Fotokunst i Odense, Det Nationale Fotomuseum og Fotografisk Center, begge i København. Jubilæet fejres med udstillingen »En samling«, der er opbygget af kunstneren Lasse Krog Møller (f. 1972), og som åbner i dag. Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2001, og i hans kunstneriske arbejde er han især optaget af at skabe samlinger og arkiver over hverdagslige, utraditionelle eller hidtil oversete objekter og foreteelser. På gruppeudstil- lingen »Enter« på Brandts i Odense viste han sidste år sit store arkiv over brugte bøger, hvor han fokuserede på alle de sjove eller underlige noter, kruseduller og inskriptioner, som folk har tegnet til sig selv inde i bøgerne. Hele sommeren har Lasse Krog Møller stået på hovedet i galleriets lagerrum for at finde både fotografier, men også alle mulige andre objekter, som han præsenterer i en labyrintisk museal opbygning med podier langs smalle stier rundt i det lille kældergalleri. På Lasse Krog Møllers komplette inventarliste, som han præsenterer i udstillingens katalog, finder man møbler, skilte, æsker, spande, en skovl, 21 hvide bøjler og arkivkasser med påskrev- ne tekster som »Postkort 2004 1⁄2«, »Tallerken« eller »Det ser spændende ud 1984«. Indimellem vil man også kunne finde udpluk af »rigtige« kunstværker, som Krog Møller har udvalgt fra galleriets egen voksende samling med værker doneret af nogle af de 400 kunstnere, der gennem årene har udstillet i galleriet. På denne måde præsenteres ikke en kro- nologisk række af fotografiske highlights i pænt ophængte rammer på stribe, men snarere en meget ukonventionel, kunstnerisk fortolkning af galleriets lange historie. GALLERI Images profil har altid været international og niveauet højt. Gennem årene har man her kunnet møde store internationale navne som Diane Arbus, Duane Michals, Martin Parr, Jo Ann Callis og Weegee, før de overhovedet var kendte i Danmark, og mange i dag internationalt anerkendte danske kunstnere har haft deres debut i Image. I 1981 viste galleriet således en ung dansk Per Bak Jensen, som året før var blevet optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi som den første, der blev optaget udelukkende med fotografi. Galleriet har også arrangeret et hav af seminarer gennem årene for at højne opmærksomheden og forståelsen for fotografi herhjemme, og de har arrangeret turnerende udstillinger, der blandt andet har været vist i Indien, Kina og Korea. I de senere år har de udvidet den helt snævre opfattelse af fotografi og viser også video- og installationskunst. Beate Cegielska har været med i gruppen omkring galleriet i mere end tyve år, i mange år som frivillig, men de sidste otte år har hun været fastansat som daglig leder på fuldtid. Århus Kommune finansierer hendes løn og lidt til og udlåner lokalerne gratis, resten af økonomien skabes til veje gennem en konstant jagt på fondsmidler. Men bag hende er der en gruppe på omkring tyve personer, mange af dem fotografer eller kunsthistoriestuderende, som hjælper med alt det praktiske, samt en bestyrelse og et udstillingsudvalg, der vælger de syv til ni årlige udstillinger. I udstillingsudvalget sidder erfarne, aner- kendte fotografer som Astrid Kruse Jensen og Adam Jeppesen, men ellers er det især gennem Beate Cegielskas mange rejser til udenlandske messer, seminarer og fotofestivaler og det meget store netværk, hun har opbygget, at udstillingsnavnene findes. »Galleri Image var internationalt, før man begyndte at tale Det var Galleri Image, der for første gang viste forfatteren Allen Ginsbergs egne fotografier, som ofte bestod af intime portrætter af Ginsberg selv eller hans mandlige elskere. Her et selvportræt fra 1985. om globalisering,« fortæller Beate Cegielska til Weekendavisen. »Dengang vi åbnede, var det nemt at få de store navne som Diane Arbus og Duane Michals, fordi ingen museer ville vise dem. Det handlede og handler stadig meget om netværk. Den spanske fotograf Joan Fontcuberta havde en af sine første udstillinger hos os i 1982, og vi var også de første overhovedet til at vise forfatteren Allen Ginsbergs fotografier. Den ameri- kanskfødte fotograf Saul Shapiro, der var en af kræfterne bag Image, tog et portræt af Ginsberg engang i 1970erne, da han besøgte Danmark, og der fandt han ud af, at Ginsberg selv fotograferede og skrev små tekster til billederne. Senere tog Sauls kone over og besøgte Ginsberg i New York og fik lov at vælge ud til en udstilling i galleriet. Ginsberg havde aldrig ud- stillet dem før, men efter vores udstilling er de blevet udgivet i katalogform og vist over hele verden. Gennem årene har vi kunnet vise så mange store navne, fordi man kender hinanden i det internationale fotografinetværk, hvor der også er flere idealister end i den øvrige kunstverden. Image har hjulpet mange kunstnere tidligt i deres karriere, og den slags husker kunstnerne. Første gang Adam Jeppesen, som i dag sidder i udstillingsudvalget, så stedet, var han helt skuffet over, at det var så lille, han havde forestillet sig et palads.« Der er ingen tvivl om, at Galleri Image har spillet en enorm rolle for introduktionen af fotografi som kunst i Danmark. I de første mange år var det vigtigste at vise godt fotografi. På spørgsmålet om, hvordan det ser ud her i 2012, svarer Beate Cegielska: »I dag produceres der enormt meget fotografi i ver- den, så vores vigtigste rolle er at vælge ud og finde det unikke. Vi skal også hele tiden flytte os og være åbne for det unge og nye. Og så mangler der stadig viden om fotografi herhjemme sådan helt generelt.« Jubilæumsudstillingen åbner i dag kl. 16 med en »Performativ Tale« af forfatter og kunstner Tomas Lagermand Lundme. Derefter laver den koreanske kunstner Kyungwoo Chun, der har udstillet flere gange i Galleri Image, en særlig jubilæumsperfor- mance med deltagelse af galleriets ferniseringsgæster. 4. september kl. 19 afholdes et seminar om samlinger med deltagelse af den spanske kunstner Joan Fontcuberta, Jens Erdman Rasmussen fra Det Nationale Fotomuseum og Lasse Krog Møller. Læs mere på www.galleriimage.dk