Time Times Three af Rebecca Krasnik

Seneste nyt fra Galleri Image

Time Times Three af Rebecca Krasnik

Fra January 15, 2021 16:00 til March 07, 2021 17:00

Fernisering:

Posted by Galleri Image
Hits: 451

Time Times Three af Rebecca Krasnik

Galleri Image ser frem til at kunne genåbne og præsentere udstillingen Time Times Three med computer- og installationskunst af den danske billedkunstner Rebecca Krasnik. 

Til udstillingen har Krasnik skabt en stedspecifik installation og en 3D computer-animation, der skubber til det faktiske rum og ideen om en lineær tid. 
I animationen ligger flodhesten alene i sit tomrum, helt roligt og fredfyldt i vandet, men hver gang den åbner munden, og viser sine store tænder, minder den os om, at den er aggressiv, dræbende farlig og vild. Flodhesten forestiller noget den ikke er -- den er er nemlig et resultat af tal i en computer. Koder skaber dens liv i en alternativ verden, der strækker sig ind i uendeligheden. Animationen er ikke bare en video, der vises i et loop, men er baseret på algoritmer, der producerer tilfældige udfald over tid. Værket kan derfor fortsætte uendeligt i både tid og rum – indtil softwaren går i stå eller hardwaren går i stykker. 

Den stedspecifikke installation agerer som bindeled mellem det fysiske rum og computer-animationens tekniske egenskaber. Den består af trapper, der strækker sig fra nuet, ind i fremtiden, ud gennem alternative tidslinjer. Tilsammen udgør de en undersøgelse af en virkelighed, hvor tid er flydende, uendelig og individuel.

I forbindelse med udstillingen vil Galleri Image afholde talken Conversation about Time and Technology lørdag d. 6. marts modereret af Magdalena Tyżlik-Carver, lektor ved Digital Design og Informationsvidenskab, Aarhus Universitet. I talken deltager Rebecca Krasnik og kunstnerne Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholander. Samtalen vil tage udgangspunkt i teknologiske udviklinger af blandt andet fotografiet omkring år 1900. Derfra vil der indledes samtaler om hvordan den teknologiske udvikling fortsat påvirker produktionen og forståelsen af billeder. Ved talken undersøges dermed hvilke tanker og ideer der ligger i vores produktion og opfattelse af computergenererede billeder; hvilke tidslige og rumlige muligheder der opstår; og disse muligheders effekt på vores nuværende oplevelse af tid og rum.
Talken bliver optaget og vil efterfølgende kunne ses på Galleri Images Vimeo.

Om kunstneren 
Rebecca Krasnik (f. 1987) er en dansk billedkunstner, som bor og arbejder i København. Hun har en MFA i Photography, Video and Related Media fra School of Visual Arts, New York City, USA. Krasnik har udstillet sin kunst i blandt andet New York, London og København. Hendes udstilling på Galleri Image er hendes første soloudstilling i Aarhus.

Læs mere på kunstnerens egen hjemmeside: www.rebeccakrasnik.info 

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Kulturudviklingspuljen (Aarhus kommune) A.P. Møller Fonden, William Demant Fonden og Augustinus Fonden.