Nyheder

Book Launch: Time Times Three

Galleri Image præsenterer kunst-publikationen "Time Times Three" af den danske billedkunstner Rebecca Krasnik.

Lørdag d. 19. juni kl. 14-16 holder Galleri Image lancering af Rebecca Krasniks nye publikation "
Time Times Three", trykt af Narayana Press. Publikationen udgives i forlængelse af Krasniks udstilling med samme titel, som var udstillet i Galleri Image d. 15. januar til 7. marts i år. Med publikationen har Krasnik med billeder og tekst skabt en foldet fortolkning af sin udstilling.

Om publikationen:
"Time Times Three" består af to dele samlet i en dertilhørende lomme. Den ene del er en sammenfoldet plakat med billeder fra udstillingen, samt en tekst skrevet særligt til publikationen af kunstneren selv. Den anden del er et transskriberet uddrag af en samtale mellem Rebecca Krasnik, kunstnerne Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholander, modereret af Magdalena Tyzlik-Carver. Samtalen blev afholdt under titlen "Time and Technology" på Galleri Image på udstillingens sidste dag, d. 6. marts 2021.

Rebecca Krasnik vil signere og nummerere hver enkelt publikation til lanceringen den 19. juni på Galleri Image. Kunst-publikationen er udgivet i en edition af 300 og er tilgængelig på Galleri Image for 125 kr.

Samtalen "Time and Technology" kan ses på Galleri Images Vimeoside. Mere info om udstillingen findes her.

Om kunstneren:
Rebecca Krasnik (f. 1987) er en dansk billedkunstner, som bor og arbejder i København. Hun har en MFA i Photography, Video and Related Media fra School of Visual Arts, New York City, USA. Krasnik har udstillet i blandt andet New York, London og København. Krasniks udstilling på Galleri Image er hendes første soloudstilling i Aarhus.

Publikationen og udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Kulturudviklingspuljen (Aarhus kommune) A.P. Møller Fonden, William Demant Fonden og Augustinus Fonden.