Special Affects

Sofia Albina Novikoff Ungers udstilling Special Affects omdannede Galleri Image til spekulativt univers, hvor myten om havfruen blev flettet sammen med nutidens teknologi.
Udstillingsperiode:
11-03-2022 - 01-05-2022
Medie:
Videoinstallation
Titel:
Special Affects
Kunstner:
Sofia Albina Novikoff Unger
Galleri Image er blevet omdannet til et spekulativt univers, hvor fortidens myter bliver manipuleret ind i samtidens virkelighed. I Sofia Albina Novikoff Ungers udstilling Special Affects er havfruen flettet sammen med nutidens teknologi. Det giver os en mulighed til at overveje betydningen af historien om havfruen i et nyt sprog, og undersøge forholdene om køn og magt i myten.

Sofia Albina Novikoff Ungers 3D-animerede totalinstallation Special Affects finder ikke sted i den virkelighed vi lever i. Dermed ikke sagt at den er langt fra vores verden. Special Affects er et absurd narrativ om 3D-animerede queer havfruer og et militær, der tester teknologi på havfruerne, præsenteret i en video projiceret på tre afskårne skærme. Havfruer har måske aldrig været virkelige, men virkelig er myten om dem, og det er 3D teknologien, de bliver præsenteret med også. På den måde er havfruerne pludselig ikke så langt fra vores realitet: Vi kan både tænke os til dem og se dem, og det gør, at vi kan tænke med dem som en mytisk og historisk feminin figur.  

Special Affects’ fortælling starter på et forladt strandferiested, hvor en mystisk lyd er dukket op, og stedets indbyggere har mistet deres balanceevne og fået hukommelsestab, og stedet er nu i undtagelsestilstand. Feriestedet er blevet overtaget af en gruppe queer havfruer, som står i modsætning til feriestedets militær, der har trænet delfiner til at blive kystvogtere, og nu ønsker at teste nye våben, exoskeletter, på havfruerne. Selvom der er et narrativ, er man ikke låst til et enkelt perspektiv. Værket kræver, at man bevæger sig og undersøger rummet, da fortællingen bliver fortalt af tre queer havfruer, der hver udfører en monolog i hver sin akt på hver sin skærm. Vi har også en barriere til havfruerne. De taler et andet sprog, hvorfra videoen er dubbet, så det omformes til et engelsk, som vi forstår.  

Alle har et forhold til havfruen, om det så er fra folkesagnet med forførelse og skibbrud, H.C. Andersens eventyr eller den polerede Disney version. Men Unger tager figuren længere tilbage til sirenerne i græsk mytologi og ind i en legendarisk figur i historiebøgerne: Havfolkene, som hun spekulerer i, er en historisk parallel til havfruemyten. Havfolkene er et mærkværdigt møde i historien, et udokumenteret søfarende folkeslag i bronzealderen (1200-900 f.v.t.), som er spekuleret i at have angrebet oldtidens Egypten og være skyld i civilisationens kollaps. I Special Affects bliver havfruen indkapslet i Havfolkene, så de bliver queer havfolk med et ben i hver myte.  

Sammenhængen mellem dem er utydelig, men her må man også se på, hvordan værket arbejder i monologer – en slags vidnesbyrd, fortalt af figurerne selv og spredt rundt på skærme. Man skal aktivt både bevæge sig ind i fortællingen og spekulationen ud fra en personlig og ustabil beretning. På intet tidspunkt er vi overladt til en fasttømret viden, og det bliver en slags åbning for spekulationer. Som at havfruen, lig Havfolkene, er en flyvsk fortælling om destruktion af en magtfuld gruppe, mytisk, men også en feminin og seksualiseret figur, der, i Ungers værk, også er blevet truet og tilføjet våben, et ellers mandsdomineret redskab, og som pludselig er endnu farligere. Selvom det er spekulation, så bliver mytens indhold og betydning også vendt og drejet. Havfruen kan forstås som et kvindeligt og farligt magtsymbol, ikke langt fra samfundets frygt for magtfulde kvinder. Virkelighedens situation er på den måde hele tiden lurende bagved det ellers fremmede univers.  

Når Special Affects’ havfruer er 3D animerede i en baggrund, der er normale videooptagelser, bliver det åbenlyst, at teknologien har en indvirkning på den måde vi tænker. Vi kan måske ikke, i dag, animere en figur ind i vores billeder, og accepterer dem som nær vores virkelighed, men vi er alligevel tæt nok på til, at det strejfer vores opfattelse af sandhed. Når Unger, i Special Affects, spekulerer i teknologier, myter og historier med feminine figurer i magtsituationer, forlader værket aldrig vores overbevisninger, leveregler og indgroede idiosynkrasier. Myterne fortæller altid et eller andet om vores virkelighed, og det manipulerer Unger os til at se med havfruen som udgangspunkt.


NURSE - performancekoncert lørdag 30. april
I forbindelse med udstillingen inviterede Galleri Image til en performance med kunstner og musiker NURSE. NURSEs musik refererer tilbage til oldtidens mystik og magi med udgangspunkt i feminine værdier som healing, moderkærlighed og omsorgsfuldhed. Hendes ømme og pirrende vokal svæver over en sky af minimalistisk R'n'B og skaber et univers med sanglyrik, der komplementerer tematikkerne i Special Affects. NURSE vil være en slags musikalsk crossover til Ungers udstilling for at skabe en fordybende udforskning af mytiske kvindelige magtsymboler.

NURSE er billedkunstner og musiker Josefine Struckmanns solo-projekt. Hun er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi, og var tidligere var en del af musikerduoen MOR med MØ. Med en fængende lyd og rørende tekster inviterer hun publikum ind i et intenst univers, der i samspil med udstillingens dunkle rum og stærke feministiske budskab, skaber en unik og uforglemmelig oplevelse.
Performancen fandt sted kl. 14, lørdag 30. april i Galleri Images lokaler. 


Om Sofia Albina Novikoff Unger
Sofia Albina Novikoff Unger (f. 1990) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Goldsmiths, London, og arbejder i krydsfeltet mellem video, installation, tekstiler, 3D-print og lydkunst. Hendes praksis er præget af en fascination af biologiske, historiske og sociopolitiske fænomener, som ofte er udgangspunktet for en udforskning af associationer. Foruden Danmark og Rusland er hendes værker bl.a. blevet vist i Kina, Storbritannien, Korea, Tyskland og Mexico.


Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond og Kulturudviklingspuljen (Aarhus Kommune).