No Name

Udstillingen No Name af den kinesiske kunstner Wang Ningde viste fotografiske værker, der undersøgte magtdynamikker mellem autoriteter og det offentlige rum. Udstillingen kunne opleves i Galleri Image fra d. 25. september til d. 15. november 2020.
Udstillingsperiode:
25-09-2020 - 15-11-2020
Medie:
Fotografi
Titel:
No Name
Kunstner:
Wang Ningde
Galleri Image præsenterede udstillingen No Name af den kinesiske kunstner Wang Ningde. Udstillingen åbnede den 25. september og løb frem til den 15. november 2020.

No Name var arrangeret i anledning af 70-års jubilæet for det diplomatiske samarbejde mellem Kina og Danmark. I forbindelse med udstillingen bliv der udgivet en kunstpublikation af samme navn.

Lørdag d. 24. oktober kl. 14.00 afholdte Galleri Image en boglancering med Wang Ningde, bogens skribenter Lisa A. Orcutt og Gitte Broeng samt bogens grafiske designer Lasse Krog Møller. Wang Ningde og Lisa A. Orcutt deltog fra Beijing i form af et videoopkald. Galleri Image arrangerede også en talk med oversætter af kinesisk litteratur Sidse Laugesen, som gik i dialog med udstillingens værker og fortalte hvordan den kinesiske litteratur navigerer i krydsfeltet mellem masse og individ.

Om udstillingen
Udstillingen No Name på Galleri Image viste fotografiske værker af den kinesiske kunstner Wang Ningde, der undersøgte magtdynamikker mellem autoriteter og det offentlige rum. I lighed med Wang Ningdes kunstneriske praksis, var værkerne manifestationer af en særlig sensibilitet i forhold til nutidige problematikker.

Kunstværkerne i udstillingen No Name var skabt ud fra fotograferede overmalinger. Siden 2015, har Wang Ningde besøgt forskellige byer i Kina, og fotografisk indsamlet tusindvis af overmalinger på offentlige vægge. Fotografierne viser steder, hvor byforvaltningen har overmalet illegale reklamer i et forsøg på at tildække dem. Overmalingerne træder ofte frem, da æstetikken ikke er en prioritet for byforvaltningen. Nogle forsøger at matche vægfarven, men malingen er stadig meget synlig, hvorved den bliver tydelige markører på spændingerne mellem forskellige aktører i byrummet.

Wang Ningde genbruger de fotograferede overmalinger til at skabe nye værker med udtryksfulde portrætter og kunsthistoriske momenter. I en digital redigeringsproces, konstruerer han med sine fotografier nye motiver ovenpå billeder af protestanter og sociale begivenheder. Afslutningsvis i denne proces fjerner han baggrundsbilledet fuldstændigt, og tilbage er udelukkende de livlige penselstrøg fra overmalingerne. Wangs kunstværker adresserer derved også det komplekse og kontinuerlige forhold mellem fotografi og maleri.

Titlen No Name refererer til de navnløse aktører i det offentlige byrum, såsom ikke-navngivende borgere og navnløse urbane steder. Overmalingerne begynder som tildækninger på de urbane, sociale facader, der transformeres af Wang Ningde til i stedet at fremhæve følelsesmæssige og kulturelle spændinger i offentligheden.

Om kunstneren
Wang Ningde (f. 1972) blev uddannet ved Luxun Academy of Fine Arts i 1995, og bor nu i Beijing. Wang er en af de førende samtidskunstnere i Kina. Han arbejder hovedsageligt med fotografi og installation, hvor han anvender forskellige kunstneriske praksisser til at udvide billedkunstens begrænsninger og muligheder. Hans kunstværker har flere gange været udstillet internationalt i gallerier og kunstmuseer, i bl.a. USA, Australien, Asien og Europa. Wang Ningde har modtaget adskillige priser, og hans kunstværker er inkluderet i flere samlinger såsom CAFA Kunstmuseum i Beijing og The White Rabbit Collection i Sydney.

For mere information: http://wangningde.com/

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond, S. C. Van Fonden, Augustinus Fonden, Aarhus Stiftstidendes Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond og Aarhus Kommune (Kulturudviklingspuljen).