BLOWN AWAY - A Butterfly Necropolis

Ferniseringen den 13. september 2019 af udstillingen BLOWN AWAY - A Butterfly Necropolis af kunstner Signe Klejs markerede også åbningen af hendes installation i Demorummet hos Galleri Image. Kunstværket med samme navn som udstillingen, forestillede en sommerfuglevinge af arten Kirsebærtakvinge.
Udstillingsperiode:
13-09-2019 - 26-01-2020
Medie:
Titel:
BLOWN AWAY - A Butterfly Necropolis
Kunstner:
Signe Klejs
Ferniseringen den 13. september 2019 af udstillingen BLOWN AWAY - A Butterfly Necropolis af kunstner Signe Klejs markerede også åbningen af hendes installation i Demorummet hos Galleri Image. Kunstværket med samme navn som udstillingen, forestillede en sommerfuglevinge af arten Kirsebærtakvinge, som er yderst sjældne og i stor fare for at uddø i Danmark. 

En sommerfugls vingeslag kan forårsage en orkan på den anden side af jorden. Sådan lyder en populær udlægning af kaosteorien, som beskriver hvordan små forandringer i udgangspunktet, kan få enorm betydning i senere stadier af en proces. 

Udstillingen BLOWN AWAY tog afsæt i kaosteorien og pegede på, at menneskelige handlinger påvirker omgivelserne, og har større konsekvenser, end vi kan forudse. Forstår vi i tilstrækkelig grad at vi er et globalt fællesskab hvor alt og alle er under påvirkning? Hvordan tager vi afsked med det der forsvinder som en konsekvens af vores handlinger?

Hovedparten af ustillingen bestod af et videoarkiv, der gengav farver og mønstre fra de mere end 12 dagsommerfuglearter, der er uddøde i Danmark indenfor få årtier pga. forandringer i deres livsbetingelser. Sommerfuglene kaldes naturens termometre, da de reagerer hurtigt på miljømæssige udsving. Udbredelsen af landbruget og klimaforandringer påvirker flora og fauna, og mere end halvdelen af sommerfuglearter herhjemme er derfor truede eller sårbare.

Om Kunstneren:
Signe Klejs (f. 1974) er en dansk kunstner uddannet fra Designskolen Kolding og Universität der Künste Berlin indenfor den eksperimenterende mediekunst. I hendes værker udfordrer hun potentialet i den digitale kunst gennem det, hun definerer som relationelle møder mellem krop, miljø og teknologi. Hun arbejder på tværs af kunstarter, og hendes værker strækker sig over scenekunst, stedsspecifik kunst, installationer og tværmediale projekter. Hendes kunst har været udstillet over hele Scandinavien, i Europa, Asien og U.S.A. I forbindelse med Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 har hun skabt værket Hesitation of Light. Siden maj 2019 har hendes permanente lysinstallation Zeitgeist præget Kvindemuseet i Aarhus’ facade. Du kan læse mere på hendes hjemmeside www.cygne.dk