Korrespondance
Korrespondance er en udstilling i feltet mellem billedkunst og litteratur. Fem eksperimenterende forfattere OG billedkunstnere er med. De bevæger sig naturligt fra det ene medie til det andet. Ofte med afsæt i konkrete registreringer af virkeligheden, der bearbejdes i fotografi- og tekstbaserede værker.
Udstillingsperiode:
30-10-2015 -
20-12-2015
Medie:
Billedkunst, litteratur
Titel:
Korrespondance
Kunstner:
Ann Cotten (US/AT), Victoria Durnak (NO), Christian Yde Frostholm (DK), Audun Mortensen (NO), Amalie Smith (DK)
KORRESPONDANCE
Ann Cotten (AT/US) - Victoria Durnak (NO) - Christian Yde Frostholm (DK) - Audun Mortensen (NO) - Amalie Smith (DK) - Kurateret af Gitte Broeng (DK)Korrespondance er en udstilling i feltet mellem billedkunst og litteratur. Fem eksperimenterende forfattere OG billedkunstnere er med. De bevæger sig naturligt fra det ene medie til det andet. Ofte med afsæt i konkrete registreringer af virkeligheden, der bearbejdes i fotografi- og tekstbaserede værker.
“Maleriet er en stum poesi, og poesien et talende maleri” mente digteren Simonides fra Keos, omkring 500 år før vores tidsregning. Siden antikken har man forsøgt at definere ligheder og forskelle mellem litteratur og billedkunst. Mellemfeltets udøvere kan måske i særlig grad karakteriseres som udforskere. Æstetiske spørgere, der ikke drives af forventningen om endegyldige svar, men undersøgelsen i sig selv.
Via tekststykker og fotografier reflekterer Ann Cotten i Photographing FLORIDA ROOMS eksempelvis over et tidligere værk. Elleve typer ensomhet kalder Victoria Durnak installationen af obstruerede portrætter fra sit stadigt voksende billedarkiv, opbygget af materiale fundet på internettet. Christian Yde Frostholm har botaniseret i Lissabon. Han blander fotografisk herbarium, tekst og installation i Urban Botanics (2015).
Udstillingstitlen er inspireret af et digt-fotografi i Per Højholts hybridværk Provinserfra 1964, hvor digte og fotografier optræder side om side. I Gyldendals Per Højholt – Samlede digte, der udkom efter hans død, er fotografierne sjovt nok taget ud. Digtene står alene. Receptionen har ofte problemer med at rumme en dobbelt eller flermedial praksis. Omend en ny åbenhed muligvis er på vej. Amalie Smith modtog fornylig Kronprinsparrets Stjernedryspris for sit arbejde som forfatter og billedkunstner. I Galleri Image viser hun infrarøde fotografier, der korresponderer med hendes roman Marble fra 2014.
Udstillingens ledsagende bog rummer uddrag i faksimile-gengivelse. Publikationen præsenterer også tekster af de øvrige fire deltagere. Fx Audun Mortensens konceptuelle langdigt Mine bestillinger der består af gentagne bekræftelser på bestilte bøger fra Adlibris. I udstillingen viser han indrammede bogsider.
Korrespondance samt bog kurateres af forfatter Gitte Broeng. Hun bidrager desuden med Show (Provinser) i demorummet ved Galleri Image. Lavet i samarbejde med billedkunstner Lasse Krog Møller.
Fernisering fredag d. 30. oktober kl. 16-18 i Galleri Image. Kunstnerne vil være til stede.
Oplæsning lørdag d. 31. oktober kl. 14 i Galleri Image ved Victoria Durnak, Christian Yde Frostholm, Audun Mortensen, Amalie Smith, Gitte Broeng.
Kunstnerbiografier
Ann Cotten (US/AT):
Digteren Ann Cotten (f. 1982) er født i Iowa, USA, men opvokset i Wien. Hun bor og arbejder her og i Berlin. I 2007 debuterede Cotten med den roste digtsamling Fremdwörterbuchsonnette, edition Suhrkamp. Hun har bl.a. også udgivet bogen I, Coleoptile, Broken Dimance Press, i samarbejde med billedkunstneren Kerstin Cmelka og bidrog til litteraturtidsskriftet Den Blå Port nr. 93/94 med GLOSSAR. Atrappen, digte og fotografier i René Jean Jensens oversættelse. Ann Cotten har modtaget adskillige litteraturpriser i Tyskland, senest Ernst Bloch-Förderpreis og Klopstock-Preis i 2015.
Victoria Durnak (NO):
Victoria Durnak (f. 1989) bor og arbejder i Oslo. Hun dimitterede fra Kunstakademiet i Oslo i 2014, men har også en MFA fra Sandberg Institute ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Hun arbejder ofte med performance og installation, hvor tekst, foto/video og objekter kombineres. Durnak har deltaget i udstillinger i blandt andet Helsinki, Stockholm, Rennes, Wien og Amsterdam. Hun debuterede med digtsamlingen Stockholm sier, 2010 Flamme Forlag, og har udgivet flere bøger, både poesi og prosa. Senest romanen Torget (2015).
Christian Yde Frostholm (DK):
Christian Yde Frostholm (f. 1963) bor og arbejder i København. Uddannet fra Forfatterskolen i 1989. Siden debuten som digter i 1985 har han udgivet en lang række bøger, bl.a. også kortprosa og romanen Selvportræt med dyr, 2011. Frostholm redigerede litteratur- og kunstwebsitet Afsnit P 1999-2009. Hans seneste bog, som kombinerer tekst og fotografi, Paris en brugsanvisning (2013) blev nomineret til både Bukdahls Bet og Montanas Litteraturpris. For tiden er han aktuel med udstillingen Pessoas træ på Det Kongelige Bibliotek, der ligeledes blander medierne.
Audun Mortensen (NO):
Audun Mortensen (f. 1985). Bor og arbejder i Oslo. Han har deltaget i flere internationale udstillinger, senest blandt andet på Gagosian Gallery i New York, Futura Gallery i Prag og V1 Gallery i København. Mortensens debutbog Alle forteller meg hvor bra jeg er i tilfelle jeg blir det (2009) blev kåret til ”Årets bedste digtdebut” af Aftenposten i Norge. Han har udgivet seks bøger siden, både poesi og prosa, og adskillige ‘zines’ (tekster og billeder). Hans konceptuelle prosabog The Collected Jokes of Slavoj Žižek er oversat til otte sprog. Romanen Samleren er netop udkommet på Flamme Forlag.
Amalie Smith (DK):
Amalie Smith (f. 1985) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2015. Smith har bl.a. vist udstillingen The Sponge Diver på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor tekster, billeder og objekter forbindes. Hun har indtil videre udgivet seks bøger, hvoraf den seneste er Marble, 2014 Forlaget Gladiator og medvirket i Aarhus Litteraturcenters projekt Art Writing. Smith har modtaget flere priser og arbejdslegater for sine bøger. Senest Kronprinsparrets Stjernedryspris for sit arbejde som billedkunstner og forfatter.
Gitte Broeng (DK):
Gitte Broeng (f. 1973) Bor i København og Aarhus. Cand.mag. i Litteratur- og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet, 2001. Var i en længere årrække ansat på Galerie Asbæk og Martin Asbæk Gallery samt redaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port. I 2006 debuterede hun med digtsamlingen Interiør. Hun samarbejder ofte med billedkunstnere, skrev fx manuskript til Yvette Brackmans performance AGIT MEM på Overgaden – Institut for Samtidskunst, 2014. Broeng har modtaget flere rejse- og arbejdslegater fra Statens Kunstfond m.fl. I foråret 2015 udkom hendes første roman Frøken Klokken.

