Stephen Gill. Series Photographs

Galleri Image præsenterede i efteråret 2014 den første udstilling i Danmark med den anerkendte britiske kunstfotograf Stephen Gill. Udstillingen bestod af prints af Gills nyeste serie Best Before End, samt et udvalg af hans fotobøger, og dias-projektioner.
Udstillingsperiode:
29-08-2014 - 26-10-2014
Medie:
Fotografi, Dias, fotobog
Titel:
Stephen Gill. Series Photographs
Kunstner:
Stephen Gill
Det er med stor glæde, at Galleri Image kan præsentere udstillingen Stephen Gill. Series Photographs af den anerkendte kunstner Stephen Gill. Gill er født i Bristol i England i 1971. Han blev i en tidlig alder optaget af optik grundet faderens interesse for insekter og vandhullernes biologiske liv, som de to inspicerede gennem den mikroskopiske linse. Trods Gills tidlige passion for optikken var det først i 1990’erne, at han for alvor slog igennem som en af de mest betydningsfulde fotografer i England. 
Stephen Gill. Series Photographs er Gills første soloudstilling i Danmark. Udstillingen fokuserer på Gills nyeste billedserie Best Before End, men inkorporerer ligeledes retrospektive elementer i form af et udvalg af kunstnerens fotobøger og et diasshow. Best Before End består af fotografier, der er printet af negativer, som er blevet kogt i energidrikke. Denne proces har blødgjort filmemulsionen, der har forårsaget motivforskydninger og forstyrrelser. Resultatet af denne kunstneriske praksis er en serie fantastiske, abstrakte og farvestrålende værker, der på fin vis reflekterer den hektiske, urbane nutidige livsstil. Udstillingen inkluderer ligeledes installation med lysbilledfremvisninger, der forsyner beskueren med et overblik over Gills tidligere projekter, udover Best Before End også Coexistence og Talking to Ants
Som et sidste element i udstillingen præsenteres et udvalg af Stephen Gills  bedste fotobøger som Invisible, Hackney Wick, Warming Down, Buried, off Ground, Coming up for Air, B-Slides,A Book of Birds og Coexistence for at nævne nogle af dem. Bøgerne er publiceret af kunstnerens eget forlag, Nobody, der er kendt for at skabe bøger med en særlig smuk finish og udprægede taktile kvaliteter. Gill opfatter publikationerne som den sidste fase af det fotografiske arbejde, og bestræber sig dermed kontinuerligt på at udnytte mediet til fulde. 

Stephen Gill har udstillet på en række betydningsfulde internationale udstillingssteder som Tate London, The Victoria and Albert Museum, Haus Der Kunst i München og FOAM Museum ligesom han har haft soloudstillinger på flere internationale festivaler inklusiv Recontres d’Arles og PhotoEspaña. 
Udstillingen er kurateret af Moritz Neumüller og er en del af PHOTOBOOK WEEK AARHUS. Et udvalg af Gills værker han ses på hans hjemmeside www.stephengill.co.uk

Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd og Aarhus Kommune.