Gallery Night Aarhus 2014 - Rodrigo Braga

Til Gallery Night Aarhus 2014 præsenterede Galleri Image værker af den brasilianske kunstner Rodrigo Braga. Foto- og videoværkerne satte fokus på det fundamentale forhold mellem mennesket og naturen.
Udstillingsperiode:
22-08-2014 - 22-08-2014
Medie:
Fotografi, video
Titel:
Gallery Night Aarhus 2014 - Rodrigo Braga
Kunstner:
Rodrigo Braga
Galleri Image åbner til Gallery Night fredag den 22. august dørene til en særudstilling med værker af den brasilianske kunstner Rodrigo Braga.  Mellem kl. 16 og 20 viser Galleri Image projektioner fra Bragas surrelle og gådefulde serier ”Landscapes ”(2008) og ”Hermit Desire”, samt videoerne ”Tonus” og ”Mentira Repetida”.   Bragas værker udsætter beskueren for både kryptiske og til tider voldsomme syner: Hans mudrede hånd kæmper forsigtigt under indeklemte smerteudbrud mod en ophidset krabbe, der er surret fast til hans håndled. En fisk gisper og spjætter voldsomt mod de hårde blå brædder, den omgiver den. Og en mand skriger med stigende desperation ud i en mennesketom jungle.  Selvom fingre, klosakse og finner stammer fra helt forskellige verdener, indgår  dyr, menneske og landskab i intense møder og tætte hybrider i Bragas kunst. Braga, som er opvokset på kanten af Amazon-området, arbejder i sin praksis med forholdet mellem menneske og natur. Han bringer ofte sin egen krop i spil under skabelsen af værkerne - både som symbol for mennesket og som helt konkret fysisk materiale, der dækkes til med jord og blade, holdes fanget, nappes og stanges eller bliver del af en hybrid mellem menneske og dyr eller menneske og landskab.
I serien ”Landscapes” forbinder Braga sig med jorden og landskabet i skove og landsbrugsområder i Brasilien, hvor han opstiller en række gådefulde situationer, der manipuleres både før og efter, billedet er taget. Værkerne fødes ud af en blanding af performancekunst og landart og resulterer i surreelle landskaber og tableauer af mad og affald. Serien ”Hermit Desire” består af fotografier skabt under et ophold i et isoleret hus i det nordøstlige Brasilien tre kilometer fra den nærmeste by. Her accentuerer Bragas fremmede tilstedeværelse i det isolerede område naturen selv. I værkerne smelter hans krop bl.a. sammen med dyrets, når han ifører sig bisonskind eller tilføjer organiske fotografiske fragmenter til billederne. Værkerne afbilder også kryptiske manipulationer af landskabet, bevoksningen og selve jorden.

Rodrigo Braga (f. 1976) er født i Manaus, Amazonas, men bor og arbejder i Rio de Janeiro. Han har studeret Visual Arts på The Federal Unveristy of Pernambuco, hvorfra han dimitterede i 2002. Han har en lang række af solo- og gruppeudstillinger bag sig i bl.a. Japan, Brasilien, Luxemburg og Frankrig. Fotografiske projektioner fra ”Landscapes” og ”Hermit Desire” samt videoerne ”Tonus” og ”Mentira Repetida” kan ses på Galleri Image under Gallery Night Aarhus d. 22 august 2014 kl. 16-20.