Thomas Kellner Besøger Aarhus

Den tyske fotograf Thomas Kellner gæstede Aarhus fra d. 28 oktober til d. 4. november, for at forberede sit bidrag til FRESH EYES projektet.
Udstillingsperiode:
28-10-2014 - 04-11-2014
Medie:
Fotografi
Titel:
Thomas Kellner Besøger Aarhus
Kunstner:
Thomas Kellner
”His photographic assults stretch from il Colosseo and la Tour Eiffel to Times Square and the Golden Gate Bridge, and at this point very few major American or European cities are innocent of his fracturing gaze”' - Richard Wendorf om Thomas Kellner.

I dette efterår er tiden endelig kommet, hvor Aarhus har fornøjelsen af at blive underlagt den anerkendte tyske fotograf Thomas Kellners æstetisk gribende og dybt originale, fotografiske behandling. Fra d. 28 oktober til d. 4 november vil Kellner gæste den jyske storby, for at forberede sit bidrag til projektet FRESH EYES – international artists rethink Aarhus, der er et samarbejde mellem Galleri Image og Aarhus Litteraturcenter. Projektet blev initieret i 2013, og Kellner er den fjerde kunstner i rækken til at besøge Aarhus i den forbindelse.  
Thomas Kellner var i starten af sin kunstneriske praksis stærkt influeret af det eksperimentelle og konceptuelle fotografi. I 1997 begyndte han at udvikle sine arkitektoniske fotokollager, der skulle blive hans fremtidige stilistiske varemærke. Kellner sammensætter sine værker af et utal kontaktprint fra 35 mm filmruller, som forsyner billederne med en tydelig fragmentarisk, pseudo-kaleidoskopisk  og nærmest humoristisk kvalitet. Motiverne består generelt af berømte arkitektoniske strukturer, der er visuelt genkendelige eller endda ikoniske i den vestlige kultur. Under sit ophold i Aarhus vil Kellner arbejde med at omsætte sit indtryk af Danmark som et nordligt land ved kysten til et visuelt udtryk. Dette planlægger han rent konkret at opnå, gennem en bearbejdelse af en af Aarhus mere ikoniske nye bygninger ved havnen, som via Kellners distinkte arbejdsmetode visuelt vil komme til at mime en bølge.  

Seminar: mandag d. 3 november kl. 19.30
I forbindelse med Thomas Kellners ophold afholdes seminaret 3 Talks om Kunst, Arkitektur og Mediearkitektur på Godsbanen i vogn 1. Aftenens oplægsholdere vil bestå af Thomas Kellner, billedkunstner og rektor på Det Jyske Kunstakademi Jesper Rasmussen og formand for mediearkitekturbiennalen i Aarhus Martin Brynskov, der løber af stablen d. 19-22 november 2014. 
sponsorlogoer
sponsorlogoer