Frivillig Handling

Med udstillingen FRIVILLIG HANDLING har Marie Thams camoufleret hele udstillingsrummet med ordene 'frivillig handling'.
Udstillingsperiode:
02-08-2013 - 30-08-2013
Medie:
Installation
Titel:
Frivillig Handling
Kunstner:
Marie Thams
Den danske kunstner Marie Thams’ (f. 1982) udstilling FRIVILLIG HANDLING (2013) i Demorummet på Galleri Image udforsker en æstetisk anskuelse, der retter blikket mod kunstens sociale betydning og væren. Hun har camoufleret hele udstillingsrummet med ordene frivillig handling, hvorigennem hun tydeligt eksemplificerer det kritiske standpunkt, hvorfra hendes kunst kan opfattes. Hendes ord peger også på et spændingsfelt mellem definition og identitet, såvel som den anakronistiske tese om, at den kunstneriske selvforståelse på et tidspunkt danner nye eksempler på kunstpraksissens komplekse forståelse.
Ved at anvende skrifttypen Helvetica til at skabe sin distinktive kunstneriske mening, vedtager hun en direkte historisk umiddelbarhed i værkdannelsen. Men med dette kritiske og fokuserede værk, som er med til at fremme en bevidsthed om bestemte ideer, gør hun også brug af eksisterende kulturelle kodeks - dog med den forskel, at kunsten er med til at differentiere koden. Men det er netop formålet med Marie Thams’ værk - for idet hun via sit værk er med til at undergrave eller sætte spørgsmål ved normer, så skaber hun samtidig - og i deres billede - en merbetydning. Med andre ord: så er det med til at skabe bevidsthed om, hvad den amerikanske kunsthistoriker Rosalind Krauss har kaldt en slags 'post-medie tilstand, der skaber et kritisk synspunkt, hvorfra kunsten kan opfattes.'