Come As You Are

Den brasilianske kunstner Calé har i sin produktion af de to serier, som blev udstillet på Galleri Image, været optaget af menneskers leben i storbyen. I serien SEEKERS rører han ved forestillingen om, at livet i storbyen stimulerer os til at være frie individer med egen vilje og identitet.
Udstillingsperiode:
12-04-2013 - 20-05-2013
Medie:
Fotografi
Titel:
Come As You Are
Kunstner:
Calé
Hvem er fri, når alt hvad man tror, at man er, er baseret på ens profession, faste omgangskreds og en selvforstærkende formodning om at man er sig selv, fordi man, i ly af en storby, ikke ligger under for almindelighedens normer?  Noget af det stiller den brasilianske fotokunstner Calé spørgsmålstegn ved i udstillingen COME AS YOU ARE, som er hans første soloudstilling i Skandinavien. Udstillingen består af to serier, SEEKERS og ELO. 
I SEEKERS stilles vi over for en række slørede identiteter, som er placeret i storbyens facetterede rum. Som titlen antyder, og som billederne viser, er det søgende menneske i centrum. Serien er en analyse af, hvordan individet lever i og tilpasser sig storbyen. Calé mener, at identitet er noget, vi konstruerer gennem et bombardement af kulturelle og emotionelle mønstrer, der florerer særligt i storbyens metropol. Umiddelbart skaber denne samling af informationer et hurtigt og lettilgængeligt svar på, hvem vi er, men Calé synes alligevel at mangle en adgang til det enkelte individs essens. Den hastige forandring af vores omgivelser bevirker, at vi bare flyder med strømmen og dermed glemmer at reflektere over, hvem vi egentlig er, hvor vi kommer fra og hvad vi står for.
I serien ELO undersøger Calé menneskers reaktion på mænd, der viser hinanden kærlighed. Serien består af en række konceptuelle fotografier, hvor Calé fanger omgivelsernes reaktion på mænd, som omfavner hinanden midt i en fodgængerovergang, i parken eller på stranden. Calé mener, at vi blokerer over for udtrykt kærlighed imellem mænd, fordi børn vokser op med et fremmedgjort forhold til deres forældre. Far og mor er altid på arbejde, har travlt eller orker ikke nærværet med deres børn. Så vi vokser op med en blokeret kontakt og ifølge Calé bliver det en hæmsko for vores evne til at vise andre mennesker kærlighed. Calé bruger ELO som en chance for at tale om kærlighed i en større kontekst. En kontekst, hvor kærlighed er en følelse, der kan forbinde os.

Calé bor og arbejder i Rio de Janeiro, har studeret arkitektur på Faculdade de Arguitetura e Urbanismo, Cidade Universitária og har udstillet flere steder i Sydamerika, Rusland, USA og Irland. Han har vundet to internationale priser og har arbejdet som freelance fotograf på anerkendte magasiner og tidsskrifter. 

Fernisering: fredag d. 12. april kl. 16-18                                                                          
Jens Friis, museumsinspektør, Museet for Fotokunst, Brandts, Odense åbner udstillingen.             
Calé  vil  være til stede.      
                                                                                                                                  
Artist Talk: lørdag d. 13. april kl. 14.
Calé fortæller om udstillingen og lektor i brasilianske studier ved Aarhus Universitet, Vinicius Mariano de Carvalho holder foredrag om brasiliansk samtidskunst .        
sponsorlogoer