Mirror by Mirror

MIRROR BY MIRROR tager afsæt i den russiske filminstruktør Andrei Tarkovskys film THE MIRROR.
Udstillingen udkrystalliserer essensen af et aldrig fysiskgjort møde mellem to kunstnere, som fra hver deres sted i historien beskæftiger sig med billeder.
Udstillingsperiode:
10-10-2008 - 16-10-2008
Medie:
Fotografi
Titel:
Mirror by Mirror
Kunstner:
Sergei Sviatchenko
Udstillingen MIRROR BY MIRROR og den ledsagende publikation tager afsæt i den russiske filminstruktør Andrei Tarkovskys film THE MIRROR. En film, der har haft afgørende betydning for billedkunstner og arkitekt Sergei Sviatchenkos kunstforståelse og visuelle udvikling. Den danske kunstner Sergei Sviatchenko, har rødder i Ukraine, men har boet og arbejdet i Danmark i mere end 20 år. Siden teenageårene har Tarkovskys dybt poetiske og dramatiske billedunivers givet næring til Sviatchenkos kunst og livsopfattelse.
MIRROR BY MIRROR udkrystalliserer essensen af et aldrig fysiskgjort møde mellem to kunstnere, som fra hver deres sted i historien beskæftiger sig med billeder, som på en gang kombinerer det monumentales afstand med detaljens nærhed i et stærkt påtrængende og vedkommende forsøg på at kommentere og beskrive verden og de mange fysiske og psykiske rum, menneskene i den betræder gennem livet. Ved at spejle sit eget værk i Tarkovskys, iscenesætter Sviatchenko sin individuelle fortælling som selvstændige visuelle udsagn med lån fra og referencer til SPEJLET.
Som optakt og inspiration til udstillingen foretog Sviatchenko i juni måned en studietur til Moskva. Her fik han, gennem uvurderlig hjælp fra Irina Tchmyreva, kurator og Ph.d. i kunsthistorie, mulighed for at mødes med Andrei Tarkovskys søster Marina, som er forfatter til flere bøger om Tarkovsky. Hun var dybt rørt over Sergei Sviatchenkos besøg og beskriver hans kunst som på engang dybt original og samtidig helt i overensstemmelse med Andrei Tarkovskys ånd: en stræben efter det sublime og en særlig sans for at indfange og fastholde et øjebliks møde mellem det bevidste og det ubevidste. En anden stor begivenhed for Sviatchenko i Moskva var gensynet med sin tidligere professor fra arkitektskolen i Kharkov, Victor Antonov, hvis tekst om mødet med Tarkovsky i 80`ernes Sovjetunionen, er en helt særlig gave til læserne af udstillingens flotte katalog. Studieturen danner baggrund for udstillingens udformning, og den er medårsag til at MIRROR BY MIRROR senere kommer rundt i Rusland.

Udstillingen ledsages af et tresproget Broard Sheet katalog, som indeholder dokumentarisk filmmateriale fra optagelserne af SPEJLET og grafiske bearbejdninger af dette materiale udført af Sviatchenko. I kataloget findes tekster af Marina Tarkovskaya, Irina Tchmyreva, Victor Antonov, Mark Le Fanu og Ambassadør ved den Kongelige Danske Ambassade i Moskva, Per Carlsen.
Publikationen er udarbejdet som et værk med flere papirtyper, farver, formater og forskellige fonte af grafisk designer James Greenhow fra London. Endvidere har Marina Tarkovskaya medvirket til udvælgelsen af de collageværker, som findes i udstillingen og i kataloget. Udstillingen åbnes af Ambassadør Hr. Teymuraz Ramishvili ved Den Russiske Federations Ambassade i Danmark og Marina Tarkovskaya, forfatter og søster til Andrei Tarkovsky. Udstillingen er kurateret af Trine Rytter Andersen.

Fernisering: torsdag den 9. oktober kl. 16-18.
Sergei Sviatchenko og Trine Rytter Andersen vil være til stede.

Udstillingen er støttet af Den Kongelige Danske Ambassade i Moskva, Den Russiske Federations Ambassade i Danmark, Aeroflot, Kunststyrelsen, Kunstrådets billedkunstudvalg, Palads Hotel i Viborg, X-Print i Århus, Jensen Huse i Viborg, Den Gyldne Okse i Viborg, Arcografisk i Skive, Vesterhavs Hotellet, Kjærs Boghandel i Viborg.

----

I Demorummet præsenteres Sergei Sviatchenko´s nye installation BRÆNDENDE TRÆ.
Kunstneren skriver om sit værk: 'Som havde det ubegrænset styrke, hvirvlede det mig ind i en verden af nye billeder. Opdraget som jeg er, med et andet syn på virkeligheden, med dens talløse retninger og hvor vandets og ildens æstetik får kosmisk status'.

I forbindelse med Kulturnatten fredag den 10. oktober 2008 kl. 20 - 22 vil Sergei Sviatchenko opføre sin performance PLAYFACE 5 . Med udgangspunkt i en visuel dialog med de besøgende og gennem fælles refleksioner over udstillingen MIRROR BY MIRROR skabes fotografiske collager, der efterfølgende printes som en serie af postkort. 

Besøg kunstnerens hjemmeside hér.
sponsorlogoer
sponsorlogoer