Pressemeddelelse
Bogudgivelse i forbindelse med Galleri Images
30 års jubilæum d. 6. oktober 2007
in
english
Galleri Image er Nordens ældste
fotogalleri, og den 6. oktober 2007 fylder Image 30 år!
Det er blevet til mere end 300 udstillinger i egne lokaler,
derudover har daglig leder og kurator Beate Cegielska medvirket
til mange internationale udstillinger, hvoraf flere undervejs
er blevet til vandreudstillinger. (Bl.a. Floating, From China,
Interferences og senest New Adventures). Image har gennem tiden
samarbejdet med mange dygtige kunstnere, heriblandt nogle af
de største inden for fotografi, også i en international
sammenhæng. Alle har de været utroligt glade for
samarbejdet, og rigtig mange har virkelig følt, at udstillinger
i Image har bragt deres karriere på vej i den rigtige
retning. Image har gennem den omfattende udstillingspraksis
knyttet genuine samarbejdskontakter med institutioner og individuelle
partnere over hele verden.
Det er grunden til, at vi har besluttet at fejre 30 års
jubilæet med en bogudgivelse om fotografi.
Øjne på Stilke
- 5 betragtninger om samtidsfotografi.
Open Shutter - 5 approaches on contemporary photography.
Fotografiet er i dag det mest centrale
og udbredte billedmedie i kulturen overhovedet, alle tiders
største indsamler og transportør af visuel information.
Et utal af strategier udspiller sig i det nutidige fotografiske
felt, der bedst kan karakteriseres som mangfoldigt, decentralt
og tværdisciplinært. Der er ikke en bestemt retning
eller skole, der dominerer, ikke et centrum hvorfra alt udgår,
men derimod en række forskellige positioner, der virker
parallelt, og en masse stemmer, der ytrer sig samtidigt flere
steder fra. Situationen er global, vi befinder os ikke længere
i lukkede nationale systemer.
Med denne jubilæumsbog har vi derfor valgt at kigge på
det fotografiske felt, som det udfolder sig, dets status og
fremtidsmuligheder ved at invitere fem fremtrædende skribenter
til at fremsætte hver deres personlige bud på, hvad
de finder interessant og væsentligt i det kontemporære
fotografiske felt.
For denne jubilæumsbog handler først og fremmest
om fotografi og ikke så meget om selve Galleri Image og
historierne bag galleriet, den fortælling må vente
til en anden gang.
Vi har inviteret den amerikanske
skribent Allan D. Coleman til at skrive om fotografiet i et
internationalt perspektiv. Han bidrager med sit essay Velcome
to the IIC med et billede af den internationale fotoverdens
udvikling fra sort/hvid subkultur for de indviede til mainstreamfænomen
med kunstneriske grene ud i alle æstetikkens afkroge.
En mangfoldig verden af billeder og udtryk, hvor ethvert kvalificeret
blik efterhånden kan manifestere en position i bestræbelserne
på at skabe overblik og mening i det endeløse billedhav.
Coleman omfavner tilstanden og erkender med glimt i øjet
sin egen ubetydelighed set i forhold til billedstrømmenes
ubønhørlige flow. Optikken har sejret, og den
kan ikke længere karakteriseres som et entydigt sted i
kunsten, så derfor velcome to the international image
community, hvor verden udveksles mellem lokal og global.
Vi har bedt Søren Pold,
lektor ved Institut for Æstetiske Fag, Århus Universitet,
at skrive om fotografiets fremtid, set i et digitalt perspektiv.
Søren Pold skriver i Billedets teknologier om den digitale
kunsts udvikling fra de første forsøg med gammeldags
datamaskiner over til nutidens intervenerende og kamæleonagtige
kunstpraksisser, der kan pege på de perspektiver, der
tegner sig i horisonten af den digitale tidsalder.
Endelig har vi spurgt de to kunsthistorikere
Rune Gade og Louise Wolthers om at bidrage hver især.
De har som inspiration modtaget den komplette liste af fotokunstnere,
der har udstillet på Galleri Image, gennem årene
mere end 900 kunstnere, og med den som udgangspunkt har de kunnet
foretage en udvælgelse båret af deres egne subjektive
blikke. Vi har ikke bedt om en kunsthistorisk udredning, der
indkredser hele feltet, tværtimod har vi bedt forfatterne
skrive om det fotografi, de selv sætter højest,
med alle de idiosynkratiske og lystbetonede eksesser, det eventuelt
måtte medføre.
Rune Gades essay Erindringsgalleri
- optagelser, fremkaldelser, efterliv og skygger er en sproglig
vandring gennem et visuelt landskab, hvor de to sprog forenes
i en drømmende og associerende tekst vævet af krydsende
spor og med lån og referencer til fotografi, litteratur
og poesi.
Louise Wolthers skriver om det
historiske fotografi. I sit essay Tilbageblik viser hun vej
gennem billedarkiver med hjælp fra en række kunstnere,
som på hver deres facon har relanceret det fotografiske
historiedokument i en samtidig kunstkontekst.
Bogen afsluttes af et kort poetisk
efterskrift om "blindhed" af Ali Ram Gilgee
Med venlig hilsen
Redaktørerne Trine Rytter Andersen & Jesper RasmussenKontakt:
Trine Rytter Andersen Tlf.: 24859719 / 86276720
Andre Fakta
Bogen udgives med økonomisk
støtte fra:
Ny Carlsbergfondet, Kunstrådets internationale billedkunstudvalg
(Kunststyrelsen), CAC Fonden og Udviklingspuljen i Århus
Kommune
Og med sponsorater fra Zeuner Garfisk A/S og Arctic Paper A/S
Øjne på Stilke og
Open Shutter udgives i en flot dansk og engelsk hardcoverversion.
Bøgerne er på 152 sider og de er rigt illustrerede.
Oplagene er på 900 stk. og bøgerne sælges
til 199 kr. stk.
Øjne på Stilke og
Open Shutter lanceres officielt ved en reception i Galleri Image
lørdag den 6. oktober kl. 16 til 18.
Information: www.galleriimage.dk
Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
tel/fax: 8620 2429
mail: info@galleriimage.dk
web: www.galleriimage.dk