Galleri Image er Nordens ældste fotogalleri, og den 6. oktober 2007 fylder Image 30 år!
Det er blevet til mere end 300 udstillinger i egne lokaler, derudover har daglig leder og kurator Beate Cegielska medvirket til mange internationale udstillinger, hvoraf flere undervejs er blevet til vandreudstillinger. (Bl.a. Floating, From China, Interferences og senest New Adventures). Image har gennem tiden samarbejdet med mange dygtige kunstnere, heriblandt nogle af de største inden for fotografi, også i en international sammenhæng. Alle har de været utroligt glade for samarbejdet, og rigtig mange har virkelig følt, at udstillinger i Image har bragt deres karriere på vej i den rigtige retning. Image har gennem den omfattende udstillingspraksis knyttet genuine samarbejdskontakter med institutioner og individuelle partnere over hele verden.

Det er grunden til, at vi har besluttet at fejre 30 års jubilæet med en bogudgivelse om fotografi.
Øjne på Stilke - 5 betragtninger om samtidsfotografi.
Open Shutter - 5 approaches on contemporary photography.

Fotografiet er i dag det mest centrale og udbredte billedmedie i kulturen overhovedet, alle tiders største indsamler og transportør af visuel information. Et utal af strategier udspiller sig i det nutidige fotografiske felt, der bedst kan karakteriseres som mangfoldigt, decentralt og tværdisciplinært. Der er ikke en bestemt retning eller skole, der dominerer, ikke et centrum hvorfra alt udgår, men derimod en række forskellige positioner, der virker parallelt, og en masse stemmer, der ytrer sig samtidigt flere steder fra. Situationen er global, vi befinder os ikke længere i lukkede nationale systemer.
Med denne jubilæumsbog har vi derfor valgt at kigge på det fotografiske felt, som det udfolder sig, dets status og fremtidsmuligheder ved at invitere fem fremtrædende skribenter til at fremsætte hver deres personlige bud på, hvad de finder interessant og væsentligt i det kontemporære fotografiske felt.
For denne jubilæumsbog handler først og fremmest om fotografi og ikke så meget om selve Galleri Image og historierne bag galleriet, den fortælling må vente til en anden gang.

Vi har inviteret den amerikanske skribent Allan D. Coleman til at skrive om fotografiet i et internationalt perspektiv. Han bidrager med sit essay Velcome to the IIC med et billede af den internationale fotoverdens udvikling fra sort/hvid subkultur for de indviede til mainstreamfænomen med kunstneriske grene ud i alle æstetikkens afkroge. En mangfoldig verden af billeder og udtryk, hvor ethvert kvalificeret blik efterhånden kan manifestere en position i bestræbelserne på at skabe overblik og mening i det endeløse billedhav. Coleman omfavner tilstanden og erkender med glimt i øjet sin egen ubetydelighed set i forhold til billedstrømmenes ubønhørlige flow. Optikken har sejret, og den kan ikke længere karakteriseres som et entydigt sted i kunsten, så derfor velcome to the international image community, hvor verden udveksles mellem lokal og global.

Vi har bedt Søren Pold, lektor ved Institut for Æstetiske Fag, Århus Universitet, at skrive om fotografiets fremtid, set i et digitalt perspektiv. Søren Pold skriver i Billedets teknologier om den digitale kunsts udvikling fra de første forsøg med gammeldags datamaskiner over til nutidens intervenerende og kamæleonagtige kunstpraksisser, der kan pege på de perspektiver, der tegner sig i horisonten af den digitale tidsalder.

Endelig har vi spurgt de to kunsthistorikere Rune Gade og Louise Wolthers om at bidrage hver især. De har som inspiration modtaget den komplette liste af fotokunstnere, der har udstillet på Galleri Image, gennem årene mere end 900 kunstnere, og med den som udgangspunkt har de kunnet foretage en udvælgelse båret af deres egne subjektive blikke. Vi har ikke bedt om en kunsthistorisk udredning, der indkredser hele feltet, tværtimod har vi bedt forfatterne skrive om det fotografi, de selv sætter højest, med alle de idiosynkratiske og lystbetonede eksesser, det eventuelt måtte medføre.

Rune Gades essay Erindringsgalleri - optagelser, fremkaldelser, efterliv og skygger er en sproglig vandring gennem et visuelt landskab, hvor de to sprog forenes i en drømmende og associerende tekst vævet af krydsende spor og med lån og referencer til fotografi, litteratur og poesi.

Louise Wolthers skriver om det historiske fotografi. I sit essay Tilbageblik viser hun vej gennem billedarkiver med hjælp fra en række kunstnere, som på hver deres facon har relanceret det fotografiske historiedokument i en samtidig kunstkontekst.

Bogen afsluttes af et kort poetisk efterskrift om "blindhed" af Ali Ram Gilgee

Med venlig hilsen
Redaktørerne Trine Rytter Andersen & Jesper Rasmussen, Kontakt: Trine Rytter Andersen Tlf.: 24859719 / 86276720


Andre Fakta

Bogen udgives med økonomisk støtte fra:
Ny Carlsbergfondet, Kunstrådets internationale billedkunstudvalg (Kunststyrelsen), CAC Fonden og Udviklingspuljen i Århus Kommune
Og med sponsorater fra Zeuner Garfisk A/S og Arctic Paper A/S

Øjne på Stilke og Open Shutter udgives i en flot dansk og engelsk hardcoverversion. Bøgerne er på 152 sider og de er rigt illustrerede. Oplagene er på 900 stk. og bøgerne sælges til 199 kr. stk.

Øjne på Stilke og Open Shutter lanceres officielt ved en reception i Galleri Image lørdag den 6. oktober kl. 16 til 18.

Information: www.galleriimage.dk
Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
tel/fax: 8620 2429
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
web: www.galleriimage.dk
Bogudgivelse i forbindelse med Galleri Images 30 års jubilæum d. 6. oktober 2007