Share

Le Rectangle Blanc

LE RETANGLE BLANC består af en række gådefulde montager, hvor den filmiske realisme og kronologi er fordrejet.
Således ansporer Antonio Panetta os til at opdage de poetiske potentialer i diskontinuiteten og i fortællingen uden tidsudstrækning.
Udstillingsperiode:
25-05-2007 - 24-06-2007
Medie:
Fotografi, video
Titel:
Le Rectangle Blanc
Kunstner:
Antonio Panetta
Udstillingen LE RETANGLE BLANC af den italienske kunstner Antonio Panetta består af en række billedmontager sammensat af sort/hvide stills fra 16 mm film. Motiverne er hentet fra så forskellige felter som sport, landskaber og nøgenstudier. De sort/hvide stills er monteret både vertikalt og horisontalt, og ofte overlapper de hinanden, så motivet sløres.
Panetta fremhæver den slørede effekt yderligere ved at montere billederne på glas. Resultatet er en række gådefulde montager, hvor den filmiske realisme og kronologi er fordrejet. Kunstneren ansporer os til at opdage de poetiske potentialer i diskontinuiteten - eller i en fortælling uden tidsudstrækning. Ved at isolere enkeltbilleder bremser Panetta fornemmelsen af bevægelse for derefter at føje billederne sammen på ny og komponere en anden, selvrådende rytme. Panetta undersøger og udfordrer således både filmen og fotografiet og skaber et helt tredje udtryk.

Udstillingen LE RETANGLE BLANC er skabt specielt til Galleri Image og bliver Panettas første udstilling i Danmark. Ud over fotografier viser Panetta en film på udstillingen.

Antonio Panetta er født i Italien i 1963, men bor og arbejder i Berlin. Han er uddannet inden for både arkitektur (Firenze) og kunst (Berlin). Han har desuden undervist i fotografi ved Universität der Künste, Berlin. Panetta har bl.a. udstillet i Museum Centre Vapriikki, Tampere (Finland), Museum für Photographie, Braunschweig (Tyskland) og Stazione di Topolò - Postaja Topolove, Grimacco (Italien). Desuden har han lavet flere film.

Udstillingen er støttet af Det Italienske Kulturinstitut i Danmark.