Demo i Demorummet i Galleri Image

Seneste nyt fra Galleri Image

Demo i Demorummet i Galleri Image

Kurateret af Sophia Ioannou Gjerding og William Kudahl

Fra February 08, 2019 til July 02, 2019

Fernisering:

Posted by Galleri Image
Hits: 2053

Demo i Demorummet i Galleri Image

Sophia Ioannou Gjerding og William Kudahl åbnede i februar 2019 et nyt udstillingskoncept i Demorummet, som viser et særskilt udstillingsprogram sideløbende med Galleri Images øvrige program. Gjerding og Kudahl har til dette format kurateret udstillingsrækken Demo, der tilsigter at lave et ambitiøst udstillingsprogram over 5 måneder med både nationale og internationale kunstnere. Udstillingerne vil arbejde med en blanding af lyd, sprog, billeder og fysiske objekter, og vil inkludere både solo- og gruppeudstillinger. Udstillingsrækken udfolder sig simultant i to forskellige udstillingsrum: I Demorummet på Vestergade, og i et tilknyttet virtuelt rum; en særligt produceret webside med lydværker som knytter sig til udstillingerne i Demorummet.

Udstillingsrækken blev åbnet d. 8. februar 2019 kl.17-19 med ferniseringen på Peter Voss-Knudes udstilling “Krigen, Kunsten og Hjemsøgelsen skrevet af Ann-Katrine Schmidt Nielsen og oplæst af Kaptajn Simon Ekelund”.

Peter Voss-Knude har gennem flere år arbejdet med soldaten, militæret og samtidens danske krigsdeltagelse i et krydsfelt mellem kunst, politik og antropologi, og har blandt andet udgivet to pop-albums skrevet i samarbejde med det danske forsvar.Til denne udstilling har Voss-Knude produceret en podcast, hvor Kaptajn Simon Ekelund læser en akademisk analyse af Peter Voss-Knudes arbejde med militæret, skrevet af Ann-Katrine Schmidt Nielsen. I demorummet vil der være installeret en rekvisit brugt i et tidligere performance-værk. 

Den anden udstilling i Demo var "Haunting Prop-blem" af Sophia Ioannou Gjerding som vistes fra 8. marts - 4. april. Værket er splittet op på to geografiske destinationer: i POP-UP KUNSTRUM i Vejle og i Demorummet i Galleri Image i Aarhus. I værket arbejder Gjerding med to skulpturelle opsætninger, der tilsammen danner en collage af video og objekter, som udforsker forholdet mellem protese, billede og krop.
Udover den ene halvdel af værket Haunting Prop-blem, byder Demorummet også på et lydværk, "..singing cuckoo song", som er en modulering over værket: "s/he should not think further about the shells" fra 2017, hvor vocaloiden PRIMA synger en flerstemmig kanon. Sophia Ioannou Gjerding tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 2018. Hun arbejder installatorisk med video, objekter og lyd. Generelt for hendes praksis er en undersøgelse af vores samtidige billedforståelse og de nye hierarkier, der opstår i den virtuelle virkelighed. 

Den tredje udstilling i Demo er en gruppeudstilling med Kasper Hesselbjerg, Cia Rinne, Poul Pedersen og Vagn Steen. I Demorummets vindue kan man 5. april - 6. Juni 2019 kunne finde værker, som arbejder med bogstaver og ord. Alt er småt og kort - småt som en coco-pops. Kort som ordet minimalism. På demorummet.dk kan du lytte til en optagelse af en Cia Rinne læse en unavngivet tekst op af digteren Vagn Steen. Teksten er udgivet i anden udgave af tidskriftet Digte for en daler som forløb fra 1964-1965. Kasper Hesselbjerg (f. 1985) er uddannet billedkunstner og arbejder i et krydsfelt mellem skulptur, tekst og billede. Cia Rinne (f. 1973) har studeret filosofi i Helsinki, Athen og Frankfurt, hvorfra hun har en MA, og arbejder tværæstetisk med lyrik, billeder, performance og lyd. Poul Pedersen (f. 1933), anses for at have været en af hovedaktørene i 1960'ernes såkaldte Århus-avantgarde, og arbejder som billedkunstner med bogstaver, ord og tegn. Vagn Steen (1928-2016) var en dansk digter, som arbejdede med konkrete digte og digtobjekter.

Den fjerde udstilling "To udklip fra Kafkas dagbøger" med værker af William Kuhdal åbnede d. 7 juni. Ligesom titlen antyder består udstillingen af to udklip fra Kafkas dagbøger. På demorummets hjemmeside præsenteres derudover en række korte, indtalte tekster der kredser om forholdet mellem det negative og det positive motiv, fraværets materialitet og immateriel substans.

Følg Demorummets Facebookside for opdateringer om Demo og fremtidige udstillinger. 
Demorummet
Galleri Image
Vestergade 29
8000 Aarhus

Samt udstillingens digitale rum www.demorummet.dk 

Udstillingsformatet tilrettelægges af billedkunstnerne Sophia Ioannou Gjerding og William Kudahl.

Udstillingsrækken er støttet af Kulturudviklingspuljen.