Seminar: FRESH EYES on Art and Literature in the Public Space

Den 25. november afholdt Galleri Image, Aarhus Litteraturcenter og Aarhus Billedkunstcenter det åbne seminar FRESH EYES on Art and Literature in the Public Space på Godsbanen i Aarhus.
Udstillingsperiode:
25-11-2016 - 25-11-2016
Medie:
Titel:
Seminar: FRESH EYES on Art and Literature in the Public Space
Kunstner:
Galleri Image, Aarhus Litteraturcenter, Aarhus Billedkunstcenter
Hvad sker der med kunsten når den træder ud af gallerierne? Hvad sker der med litteraturen, når den river sig løs fra de hvide bogsider, for i stedet at indtage naturen, husgavle og parkbænke? Det vil en række kunstnere og forskere tale om til dette åbne seminar om kunstens og litteraturens demokratiserende effekt på det offentlige rum.

Den 25. november afholder Galleri Image, Aarhus Litteraturcenter og Aarhus Billedkunstcenter det åbne seminar FRESH EYES on Art and Literature in the Public Space på Godsbanen i Aarhus. Seminaret vil behandle, hvilken betydning alt fra kommunal kunst i form af statuer foran rådhuse til graffiti og gavldigte har for vores opfattelse af byrummet, og hvordan man kan bruge byen i kunstnerisk øjemed.

Programmet byder på en lang række oplæg fra  kunstnere og fagpersoner, som hver især fortæller om deres tilgang til arbejdet med kunst og sted. Blandt andet kan man høre den danske forfatter Morten Søndergaard fortælle om sit arbejde med at få poesien ud af bogen, og om hvordan han blandt andet har sat det op i  kæmpe størrelse på en gavl i Valby, og indgraveret det på en sten i den bornholmske natur. Derudover deltager internationale kunstnere og oplægsholdere også i seminaret; fx vil den sydkoreanske kunstner og professor ved Chung-Ang Universitet Kyungwoo Chun og den franske digter Jacques Jouet fortælle om deres arbejde med kunst og litteratur i det offentlige rum.

Seminaret afholdes som en del af FRESH EYES – International Artists Rethink Aarhus; et tværæstetisk projekt, der er blevet til i et samarbejde mellem Galleri Image og Aarhus Litteraturcenter i forbindelse med, at Aarhus i 2017 er Europæisk Kulturhovedstad. Siden 2013 har de to samarbejdspartnere inviteret fotokunstnere og forfattere fra Europa, Asien og Afrika med henblik på at lave en genfortolkning af Aarhus som by med alt, hvad det indebærer af kultur, sjæl og liv

Dagens program:

Kl. 10.30 - 11.00: Kaffe
Kl. 11.00 - 11.10: Velkomst af dagens moderator Cathrine Gamst
Kl. 11.10 - 11.40: Kunsthistoriker Sabine Nielsen (DK):
Kl. 11.40 - 11.50: Kaffepause og oplæsning af digter Jacques Jouet (FR)
Kl. 11.50 - 12.10: Forfatter Louise Juhl Dalsgaard (DK)
Kl. 12.10 - 12.30: Kunstner Kyungwoo Chun (KOR)
Kl. 12.30 - 13.30: Pause
Kl. 13.30 - 13.40: Kaffepause og oplæsning af digter Jacques Jouet (FR)
Kl. 13.40 - 14.10: Forfatter og litteraturforsker Martin Glaz Serup (DK)
Kl. 14.10 - 14.30: Kunstner Marianne Jørgensen (DK)
Kl. 14.30 - 14.50: Kaffepause
Kl. 14.50 - 15.10: Digter Morten Søndergaard (DK)
Kl. 15.10 - 15.45: Paneldebat med forfatter Gitte Broeng (DK)
Kl. 15.45 - 16.00: Afrunding
 
Alle er meget velkomne, og der er fri entré. Seminaret foregår på engelsk. Du bedes sende en uforpligtende tilmelding til Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., gerne inden d. 20. november. Eftermiddagskaffe er inkluderet i tilmeldingen.

Sabine Nielsen
CAMP: Byen som historisk slagmark
Kunstprojekter udført i byrummet resulterer ofte i ophedede debatter, kontroverser og magtrelaterede konflikter. I sit oplæg vil Sabine Nielsen kaste lys over denne tendens via en konkret case, CAMP’s deltagende fotoprojekt edgwareroad.org, og hun vil diskutere, hvordan kunstnerisk genererede konflikter og forhandlinger kan betragtes som en politisk kritisk praksis.

Jacques Jouet
Den franske Oulipo-digter læser op fra sine digte om Aarhus, som han har skrevet som et bidrag til FRESH EYES-projektet.

Louise Juhl Dalsgaard
ALL INCLUSIVE
Atlas over Aarhus er et ambitiøst projekt med det mål at skabe en litterær topografi af byen. Med andre ord stræber projektet efter at få litteratur om byen placeret i byen på de steder, som teksterne beskriver. Hvilken betydning har det for kunsten, at den række ud mod verden, fysisk i byrummet og ved at inkludere de lokale i den kunstneriske proces?

Kyungwoo Chun
’Skrift’ i performance og offentlig kunst som en bestræbelse på at skabe spirituelle forbindelser mellem og for mennesker. Oplægget tager udgangspunkt i kunstnerens egne værker.

Morten Søndergaard
FRIGJORT POESI
Hvad betyder materiale for tekstens indhold? Hvor vigtig er konteksten og stedet, hvor det bliver sagt? Hvilken mening bidrager lys med til en tekst? På hvilken måde er kroppen og stedet (kon)tekstuel? Digteren Morten Søndergaard vil komme ind på disse spørgsmål og tale om sit arbejde med ord, der er gjort fri af bøger og sine stedsspecifikke værker, både eksisterende og fremtidige projekter.

Marianne Jørgensen
Marianne Jørgensen vil præsentere to projekter. I begge projekter arbejdede hun med og i det offentlige rum som både kunstner og kurator. Det første projekt, ”Love Alley”, er en miniature by, som hun arbejdede på i 8 år. Den kommenterer på et lokalt byområde i nærheden af kunstnerens hjem. Det andet projekt, ”SKULPTURLANDSBY SELDE 2016”, finder sted i en forstad, hvor hun placerer et stort antal skulpturer i et offentligt område såvel som i et beboelsesområde.

Martin Glaz Serup 
POESI FUNDE(RE)T I DET OFFENTLIGE RUM
Om rum, sted, kulturel erindring og poesi læst, skrevet og fundet i det offentlige rum. Dette oplæg vil undersøge hvordan og hvilken slags poesi, man kan finde i det offentlige rum. Der vil blive lagt særligt fokus på Morten Søndergaards skulpturelle ordinstallationer og Jacques Jouets metrodigte. Det vil alt sammen handle om konceptuel poesi, kulturel erindring og det hverdagsagtige.

Læs mere om FRESH EYES på www.litteraturen.nu og her på galleriets hjemmeside.

FRESH EYES er støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, CKU - Center for Kultur og Udvikling, Aarhus 2017 og Statens Kunstfond.