Hyun-Jin Kwak vender tilbage til Aarhus

I juni vendte Hyun-jin Kwak tilbage til Aarhus for at arbejde videre med sit bidrag til det kunstneriske projekt FRESH EYES - International Artists Rethink Aarhus. Hvor tidligere besøg var en del af udviklingsfasen til værkerne var tiden denne gang til udførelse.
Udstillingsperiode:
06-06-2016 - 27-07-2016
Medie:
Fotografi
Titel:
Hyun-Jin Kwak vender tilbage til Aarhus
Kunstner:
Hyun-Jin Kwak
I juni vendte Hyun-jin Kwak tilbage til Aarhus for at arbejde videre med sit bidrag til det kunstneriske projekt FRESH EYES - International Artists Rethink Aarhus. Hvor tidligere besøg var en del af udviklingsfasen til værkerne var tiden denne gang til udførelse. I den forbindelse blev der rekrutteret modeller, der iklædt traditionelle koreanske skoleuniformer, blev instrueret til iscenesatte fotografier. Fotosessions fandt sted bl.a. på Godsbanens tag, i Universitetsparken og i den landskabelige idyl ved Lyngbygård Å. Der afholdtes også en origamiworkshop, hvor tusind papirtraner blev skabt under instruktion af kunstneren til anvendelse i fotografierne.

Hyun-Jin Kwak (1974) er født i Sydkorea, men bor og arbejder i Stockholm. Hendes værker har været præsenteret i kollektive såvel som soloudstillinger på de fleste betydningsfulde europæiske udstillingssteder. I Kwaks kunstneriske projekter fungerer de udvalgte fotograferede steder ofte som kulisser for iscenesatte teatralske scenarier, der bliver konstrueret udelukkende for kameraets skyld. I de senere år har selve stedet i større grad fået lov at indtage hovedrollen. Et eksempel er i projektet The Island, hvor kunstneren engagerede sig i en dybdegående undersøgelse af et forladt og faldefærdigt palads i byen Reggio Emilia i Italien. Med en nærmest antropologisk tilgang granskede hun stedets historie, betydning og i særdeleshed dets symbolske og politiske signifikans, hvilket resulterede i en yderst interessant billedserie. 

Hyun-Jin Kwaks hjemmeside: http://www.hyunjinkwak.com/index.htm