S/M/L/XL/XXL


Udstillingsperiode:
03-04-2009 - 10-05-2009
Medie:
Titel:
S/M/L/XL/XXL
Kunstner:
Jens Axel Beck
Værket tager form som en iscenesættelse af det vinduesparti, der er demorummets ramme. Værket benytter sig af elementer fra Jens Axel Becks seneste installations som bar titlen ”S/M/L/XL”. Installationen etablerede et sceneri af institutionel karakter, hvor et antal forskelligartede elementer blev placeret, og som på varieret vis manipulerede dagligdagens velkendte genstande, sådan at de opnåede et udsagns givende potentiale. 

Titlen refererer til størrelsesangivelser på tøj. Det er de kategorier, der er opstillet, og som vi må vælge mellem, når der købes tøj. Vi er alle bekendt med dette system, som vi må forsøge at klemme os ned i. Udstillingen kan betragtes som en refleksion over klassificering og systematisering, som er ufravigelige træk ved vores kontemporære eksistens. Der sættes fokus på, hvordan vi navigerer og heraf etablerer os som individer i relation til disse strukturer. Heri er indbefattet en betragtning af vores forestillinger om individualitet, som noget man kan erhverve sig. En individualitet som et personligt projekt, der i sit fokus kan synes at miste overblikket og dermed overse de overordnede strukturer.

Fra barnsben bliver vi via heterogene institutioner målt, vejet og testet på forskellig vis. Ligger du under eller over middel eller helt i top? I så mange af livets forskellige aspekter må vi forholde os til og indordne os under forskellige systemer og standardiserede mål eller enheder. Men vi er individualister, og vi træffer selv vores valg; men hvor mange positioner kan der vælges imellem? I hvilken grad evner vi, og i hvilken grad har vi muligheden for at influere de rum vi færdes i? Hvor langt vil og kan vi gå i realiseringen af det personlige og de enkeltstående behov?

Jens Axel Beck er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han var i 2004 med til at stifte udstillingsstedet Koh-i-noor. 

links:
www.jensaxelbeck.com
www.koh-i-noor.org

Udstillingen er kurateret af billedkunstner Anders Visti. Anders Visti er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2006 og er blandt andet medstifter og redaktionsmedlem på Forlaget/Tidsskriftet * [asterisk].
links:
www.andersvisti.com
www.forlagetasterisk.dk