Share

SAUHERAD

I en kirke i den norske by Sauherad findes et ganske særligt kalkmaleri kaldet DJÆVLEVÆGGEN. Udstillingen SAUHERAD er resultatet af Christian Vinds møde med og refleksioner over denne djævlevæg.
Udstillingsperiode:
12-01-2007 - 25-02-2007
Medie:
Fotografi, tegning
Titel:
SAUHERAD
Kunstner:
Christian Vind
I en kirke i den norske by Sauherad findes et ganske særligt kalkmaleri kaldet DJÆVLEVÆGGEN. Christian Vind besøgte kirken, der er fra 1100-tallet, i august 2006, og udstillingen SAUHERAD er et resultat af kunstnerens møde med og refleksioner over denne djævlevæg.

Det anslås, at kalkmaleriet består af mere end 2500 dæmoniske ansigter, store og små imellem hinanden. På den grå væg træder de støvede, sorte konturer langsomt frem; ansigtet af én dæmon føder det næste og spinder dem sammen i et stort, ornamentalt mønster. Figurerne spaltes og multipliceres og bliver et inferno af blikke, der stirrer ud på beskueren.
Om sin egen fascination af væggen med de mange dæmoner skriver Christian Vind: 'Man besættes af ansigtsfeber, suges ind i dette nanofelt af øjne. Hvor man end ser hen stirrer gloende øjne tilbage… Der er ingen fred.'

Udstillingen SAUHERAD består af fotografier, samt tegninger, som Christian Vind udfører direkte på galleriets vægge.

Christian Vind er uddannet fra Claus Carstensens malerskole og Erik Steffensens Grafisk Skole ved det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Han arbejder med fotografi, maleri, grafik, tegning og collage. Han har udgivet bøgerne HVIDPAPIRFEBER (2004) og BØF ER STEGT (2005) på sit eget forlag HVIDPAPIRFEBER.

I forbindelse med udstillingen er der udgivet en bog med tekst og fotografier af Christian Vind.

Fernisering: Fredag d. 12. januar kl. 16 – 18
Christian Vind vil være til stede.