Galleri Image
 
Omtale
Image Collection
Salg af kataloger
Ansøgning / application
 


Følg Image på Facebook

 

Galleri Image kan med glæde præsentere:

RICHARD T. WALKER (UK/USA)

"A NICE VIEW"

7. oktober - 13. november 2011

in english

Naturen har til alle tider været en stor inspiration for kunstnere og fotografer. Richard T. Walker (f. 1977) er et unikt eksempel på, hvordan en samtidskunstner arbejder med naturens storslåethed og mystik i fotografi, performance og videoværker. Hans levende landskabsbilleder er lyriske, underfundige, humoristiske og visuelt betagende. I originale interaktioner med landskabet viser han, hvilke følelser, spejlinger og symboler, vi projicerer over i naturen.

Britiske Richard T. Walker, der i dag er bosat i San Francisco, fornyer den kunst- og fotohistoriske landskabstradition ved meget bogstaveligt at gå i dialog med naturen som en størrelse, der på én gang er sublim og menneskelig. I flere værker optræder kunstneren fx selv i færd med at oplæse oder til sten og træer eller spille enmandskoncert for øde landskaber. Mens han således hylder naturen på en næsten romantisk, naiv og direkte måde, undersøger han bl.a. absurde forestillinger om skønhed og urimelige forventninger om lykke. Kan man forlange, at naturen er en imødekommende samtalepartner? Og mon ikke et landskab kan føle et vist forventningspres om at se godt ud?

På Galleri Image's udstilling, som er den første solo-udstilling med Walker i Norden, vises fotoværket always everytime forever almost (2010), fotoserien attempting to define the parametres of wanting I-II (2010), video-installationen sometimes I like you more than othertimes (2008) samt det videoværk, der har givet titel til udstillingen: a nice view (2007).

De tre betagende fotografier viser kunstneren stående foran storslåede, øde landskaber. Som en nutidig version af C. D. Friedrich's "Vandreren over tågehavet" skuer den unge mand ud over et landskab, der kan være genstand for myter og drømme og samtidig virke goldt og afvisende. I installationen sometimes I like you more than othertimes fremfører Walker oder i form af både tale (venstre projektion) og musik (højre projektion) til elementer i naturen, fx græsset, et bjerg, et træ og en sten. Landskabet får således en antropomorf kvalitet i overensstemmelse med den romantiske tradition, men tendensen føres ud i det absurde og subtilt humoristiske, fordi landskabet også kritiseres for fx at være for stolt, for ufølsomt eller ikke at være en god nok samtalepartner. Kunstnerens taler og melodier skal angiveligt få naturens elementer til at besinde sig og opføre sig bedre. Den lakoniske titel i videoen a nice view betegner et bjergs udsigt over landskabet. En lettere beklagende voice over personificerer bjerget, hvis stillestående synsfelt beskueren også deler. Stemmen adresser bjerget overfor, som beskyldes for at intimidere 'jeg-bjerget', der ikke føler sig ligeså smukt og imposant og ikke kan leve op til det andet bjergs forventninger. Igen gøres landskabet menneskeligt med alt hvad det indebærer af usikkerhed og andre følelser, der virker komiske, når de appliceres på naturen.

Udstillingen er kurateret af Louise Wolthers.

FERNISERING Fredag den 7. oktober 16.00-18.00
Kunstneren vil være til stede.

Galleri Image inviterer til seminar:
SEMINAR: Naturen nu - i kunsten og litteraturen. Lørdag den 8. oktober 14.00-16.00 >>>
For mere information: www.galleriimage.dk

Udstillingen er generøst støttet af:

.